
Historien bag solcelleafregning
I starten af solcelleboomet i Danmark, omkring 2011-2012, var reglerne for solcelleafregning meget anderledes end de er i dag. Dengang kunne solcelleejere benytte sig af årlig nettoafregning, hvilket i praksis betød, at måleren “løb baglæns” i solskinsvejr og “forlæns” om natten eller i vintermånederne. Med andre ord blev produktionen og forbruget udlignet over hele året. Hvis du formåede at producere præcis den mængde strøm, du brugte, havde du ingen udgifter til el.



